Stræben efter det perfekte billede

Det er de færreste der i dag lægger et billede på Facebook eller Instagram uden at redigere det først. Mange bruger “bare” de – til formålet lavet – så populære filtre, der både findes på mange telefoner og i de sociale mediers apps. Er man mere hardcore “amatør fotograf,” findes der billedredigerings apps, der kan gøre det oprindelige motiv næsten uigenkendeligt. 

Uanset hvor meget man vælger at gøre ud af redigeringsprocessen, handler det alt sammen om det samme, nemlig stræben efter det perfekte billede. 

Snyd eller fotokunst

Fænomenet er ikke nyt. Professionelle fotografer har i årevis brugt diverse billedredigeringsprogrammer til at fjerne små skønhedsfejl – pynte på sandheden om man vil. Modeller skal ikke have smilerynker, en brud skal ikke have en stor, skinnende bums i panden og børn skal ikke have løbende snotnæser på billeder, der enten skal bruges i professionel øjemed eller billeder, der i mange år skal hænge som gode minder på væggen. 

Men er det snyd? Bør man hylde det uperfekte i alle mennesker og lade diverse små skønhedsfejl stå frem som en erkendelse af, at ingen er perfekte, og at det er okay?

Nogle vil mene, at det er tiden vi lever i og muligheden for at pynte på sandheden der gør, at mange mennesker i dag har et helt forkert billede af perfektion. En professionel fotograf vil sikkert aldrig kalde det for snyd men nærmere for kunstnerisk frihed eller fotokunst. Og faktisk er det ikke et moderne fænomen. Mennesket har i århundrede ønsket at modellere med virkeligheden, hvor de kunne. 

Datidens photoshop      

I virkeligheden kan man kalde penslen for datidens photoshop. Længe før fotografiets opfindelse var det kunstmalere, der sørgede for at forevige de rige og adelige familier fra vugge til grav. Og selvom personen, der skulle portrætteres, ganske vist stod stille i evigheder foran malerens staffeli, så alle modellens personlige træk kunne foreviges, var det jo tilladt bagefter at komme med ønsker (eller krav) til opfyldelse at tidens skønhedsidealer. 

I 1700-tallet var det f.eks. meget populært at være bleg. Var man bleg var det fordi man ikke behøvede at arbejde i marken, og på den måde kunne man vise sin status i samfundet. Til dette formål brugte man cremer med højt indhold af bly, og man behøver ikke at være kemiprofessor for at vide, at det bestemt ikke er sundt for huden. Konsekvensen var store ar og kratere i ansigtet, men ser man i dag på portrætterne, der er malet dengang, vil man vide at alle personer har den fineste, ja nærmest porcelænsagtige hud. Kunstneren har altså ikke fået lov at gengive virkeligheden fuldstændig, man kan faktisk sige, at han har lagt et filter over ansigtet. 

Det at pynte på virkeligheden og fjerne små skønhedsfejl er altså langt fra noget nyt, og selvom strømninger af krops positivisme og tanker om det perfekte uperfekte i disse år vinder frem, slipper vi mennesker nok aldrig tanken om at opnå det moderne skønhedsideal helt.